Norge snudde om Karim Khan

Klassekampen: 25.07.2026 – Pernille Solheim

Det er fins ikke bevisgrunnlag for å avskjedige ICCs Karim Khan, ifølge en enstemmig dommertrio. Norge konkluderte annerledes.

«Etter en grundig gjennomgang av bevisene som er lagt fram for medlemslandene, vurderer Norge at vilkårene for å avsette Khan er oppfylt.»

Det skrev statssekretær i Utenriksdepartementet Andreas Motzfeldt Kravik til Klassekampen i går – bare timer før medlemslandene skulle stemme over skjebnen til sjefaktor Karim Khan i Den internasjonale straffedomstolen (ICC).

«Uegnet» som sjefaktor Britiske Khan – som søkte om arrestordre på Benjamin Netanyahu i 2024 – er anklaget for grove seksuelle krenkelser mot en kvinnelig ansatt. Saken ble over flere måneder etterforsket av FNs Office of Internal Oversight Services (OIOS), som utarbeidet en rapport på oppdrag fra ICCs styringskomité.

Et utnevnt dommerpanel fant at Khans skyld ikke var bevist – basert på OIOS’ bevismateriale.

ICCs styringskomité besluttet så å overprøve dommernes konklusjon og ta saken videre til medlemsavstemning.

Mange har siden vært kritiske til de prosedyremessige uregelmessighetene i Khan-saken. Også Kravik selv sa i juni til Klassekampen at det «bør være høy terskel for et politisk organ å overprøve en enstemmig konklusjon».

Da hadde han imidlertid ikke sett bevisene. Det opplyser han nå at han har – uten å bekrefte om det dreier seg om OIOS’ konfidensielle rapport.

«Vi mener det er bevist utover rimelig tvil at hans handlinger utgjør seksuell trakassering og maktmisbruk. Da er han uegnet til å ha vervet som sjefanklager. Derfor vil Norge stemme for å avsette ham», skrev Kravik.

Det samme gjorde land som Frankrike og Nederland – ICCs vertsnasjon.

Palestinsk Khan-støtte Selv fikk ikke Khan delta på det avgjørende møtet i New York i natt – på grunn av amerikanske sanksjoner. Ti av hans kolleger i ICC er ført opp på samme sanksjonsliste, side om side med terrorister og narkobaroner.

UD understreker at Norge vil fortsette å stå opp for ICC og forsvare domstolen «mot uakseptable angrep mot institusjonen og dens ansatte fra blant annet Israel og USA».

Det fordi «verden, og ikke minst ofrene for folkemord, krigsforbrytelser og forbrytelser mot menneskeheten, trenger en internasjonal straffedomstol som fungerer».

Det utspillet får jussprofessor Terje Einarsen til å stusse. Han påpeker at sudanske og palestinske organisasjoner har

advart om at mangel på rettssikkerhet og politisering i Khan- saken svekker ICCs uavhengighet.

– Ofrene for de aller verste forbrytelsene, de som er mest avhengige av en uavhengig påtalemyndighet, er veldig tydelige på at denne prosessen har vært svært betenkelig. De er veldig skeptiske til at politikerne har kjørt denne prosessen som de har gjort, sier han.

I gårsdagens avis kritiserte Einarsen uregelmessighetene i Khan-saken. Han advarte om at det hele vil svekke offentlighetens tro på ICC som en uavhengig domstol, og skremme den neste sjefaktoren fra å utfordre maktpolitiske interesser i framtida.

Norge står likevel støtt i sin konklusjon, ifølge Kravik.

«Vi har gjort en grundig gjennomgang av det omfattende bevismaterialet opp mot bevisterskelen», skriver han.

 

– Dreper ideen om en uavhengig domstol

Klassekampen: 24.07.2026 Pernille Solheim

Norge og andre ICC-land skal i dag avgjøre sjefaktor Karim Khans skjebne. Det kan bli nådestøtet for den hardt prøvede domstolen, advarer Terje Einarsen.

KAN MISTE JOBBEN: Karim Khan ble valgt til sjefaktor i ICC i 2021, for en periode på ni år. I kveld skal 125 medlemsland stemme over om han får beholde jobben eller ei.

I kveld møtes de 125 medlemslandene Den internasjonale straffedomstolen (ICC) til et ekstraordinært møte i New York. Der skal de stemme over om sjefaktor Karim Khan får beholde jobben eller ei, etter anklager om grove seksuelle krenkelser mot en kvinnelig kollega.

Jussprofessor og ICJ Norge-leder Terje Einarsen mener imidlertid at dagens møte handler om mer enn Khans skjebne. Ifølge ham kan det hele bli «den største institusjonelle og politiske skandalen i de folkerettslige straffedomstolenes historie».

I et brev til ICCs medlemsland blant andre, skriver ICJ Norge at Khan-saken er håndtert på en høyst problematisk måte. De peker på et sviktende regelverk, manglende rettssikkerhetsgarantier for sjefaktoren og endringer av regelverket underveis.

Men først og fremst problematiserer de at ICCs styringskomité besluttet å overkjøre konklusjonen til et panel av tre spesialutnevnte dommere, som enstemmig fant at det ikke forelå bevis for at Khan er skyldig.

– Det er det som er det veldig betenkelige her: at diplomatene og politikerne overprøver det, sier Einarsen på telefon til Klassekampen.

Alvorlige anklager

Nyss om den interne varslingssaken begynte for alvor å lekke ut høsten 2024 – kort tid etter at Khan søkte om arrestordre på Benjamin Netanyahu og Israels tidligere forsvarsminister Yoav Gallant. Amerikanske og israelske politikere har siden hevdet at Khan søkte om arrestordrene for å avlede oppmerksomheten fra anklagene han selv sto overfor.

Verken Israel eller USA er ICC-medlemmer, men har over tid lagt hardt press på domstolen gjennom sanksjoner og spionasje. Seinest i forrige uke kunngjorde USAs utenriksminister Marco Rubio «en omfattende kampanje for å avvikle trusselen» som ICC ifølge ham utgjør mot amerikansk suverenitet.

Et kontrollorgan i FN etterforsket over flere måneder anklagene framlagt av Khans kvinnelige kollega. Hun fortalte historien sin til CNN i forrige uke – i sitt første åpne intervju. Der beskrev hun gjentatte tilfeller av trakassering og seksuelle overgrep som hun hevder pågikk i et år etter at hun begynte å jobbe som Khans assistent.

Kritisk til prosessen Kvinnen avviste samtidig påstander om at hun jobber for Israel.

«Hvis det noen gang hadde vært den minste mistanke om at jeg var en statlig agent av noe slag, ville jeg blitt avskjediget», sa hun til CNN.

Khan har på sin side kategorisk benektet kvinnens anklager.

Advokatene hans har tidligere omtalt styringskomiteens beslutning om å overkjøre dommerpanelets konklusjon som «ulovlig, prosedyremessig urettferdig og uten bevis».

Vi spør Einarsen om hvorvidt kvinnens åpne vitnesbyrd har påvirket ICJ Norges vurdering. Det avkrefter han.

– Det kommer ikke noe annet fram i intervjuet enn det som allerede har vært lekket til media og vurdert av dommerpanelet, sier Einarsen.

– Vi vil ikke si noe om realiteten, for det er antakelig bare de to som vet hva som faktisk har skjedd. Det vi har villet uttale oss om, er prosessen og rettssikkerhetsgarantiene og mangelen på sådan som har vært i denne prosessen.

– Del av større offensiv Det er flere som deler ICJ Norges bekymring. I et brev til statspartene som Middle East Eye har sett, beskriver Ben Swanson det hele som en sammensvergelse mot Khan.

«Det er tydelig at det forfølges en aktivistisk agenda for å fjerne aktor fra stillingen for enhver pris», skriver Swanson, som er tidligere assisterende generalsekretær i FN og nestleder for FNs kontor for interne tilsynstjenester.

Også EUs tidligere utenrikssjef Josep Borrell kritiserer styringskomiteen for å avgjøre Khans skjebne gjennom en «politisk avstemning». Han hevder ifølge Middle East Eye at saken mot Khan er «del av en større offensiv mot ICC».

«Trump-administrasjonen og Netanyahu ønsker det samme: å sikre at ingen internasjonal domstol kan røre soldater, grensevakter eller deres utvalgte allierte, uansett hvor alvorlige anklagene om krigsforbrytelser og forbrytelser mot menneskeheten er», skriver han ifølge avisa.

«De trenger ikke å ødelegge den utenfra hvis dens egne medlemsland kan uthule den innenfra», fortsetter han.

Statssekretær i det norske Utenriksdepartementet Andreas Motzfeldt Kravik har selv advart mot å overprøve konklusjonen til dommerpanelet om at det ikke var grunnlag for å avskjedige Khan.

– Når man har et dommerpanel som har kommet til en enstemmig konklusjon, bør det være høy terskel for et politisk organ å overprøve konklusjonen, sa han til Klassekampen i juni.

Klassekampen har spurt UD hvordan Norge planlegger stemme i kveldens møte, men har foreløpig ikke fått svar.

Frykter konsekvensene

Hva utfallet av dagens avstemning blir, er fortsatt uvisst. Terje Einarsen ser imidlertid tegn til et felles europeisk standpunkt om fjerning av Khan, som blant andre Nederland har sluttet seg til.

Jussprofessoren frykter at offentligheten vil sitte igjen med et inntrykk av at avgjørelsen om å sparke Khan er av politisk art: at ICC lar politikere gripe inn og fjerne en sjefaktor som representerer et problem for stater som USA, Israel og Russland. Ikke minst at det vil skremme den neste sjefaktoren og ICC som helhet fra å utfordre maktpolitiske interesser i framtida.

– Det dreper jo egentlig hele ideen om en uavhengig domstol, sier Einarsen.

Han understreker at statene som samles til møtet i dag, ikke er objektive.

– De som skal avgjøre dette er jo regjeringene – representantene for regjeringene – og de har mange forskjellige interesser, sier han.

Embedsmisbrug, sexkrænkelser og et frontalangreb fra USA har kastet straffedomstolen ud i dyb krise

Information: 30.07.2026 – Niklas Hessel

Chefanklageren for Den Internationale Straffedomstol, som blev beskyldt for seksuelle krænkelser, er nu afsat efter en kaotisk undersøgelsesproces. Samtidig skruer USA op for forsøget på at undergrave domstolen. Kan den overleve krisen?

En «stærk moralsk karakter».

Sådan lyder et af jobkravene, hvis man vil være chefanklager for Den Internationale Straffedomstol (ICC). Og sådan én har den seneste person på posten, 56-årige Karim Khan, åbenbart ikke været i besiddelse af.

Det synes i hvert fald at være konklusionen, efter Khan i sidste uge blev sat fra bestillingen af et flertal blandt domstolens medlemslande, fordi han havde begået »alvorligt embedsmisbrug og forbrudt sig alvorligt mod sine pligter«.

82 af de 125 medlemmer i beslutningsorganet bag domstolen stemte således for at afskedige den britiske jurist, som er blevet anklaget for seksuelt krænkende adfærd mod en ansat ved straffedomstolen i Haag og hele tiden har erklæret sig uskyldig.

Men hvis afgørelsen ikke tegner et flatterende billede af Karim Khans moralske habitus, har sagens forløb heller ikke gjort noget godt for selve domstolen: En ret, der er skabt for at tage sig af de alvorligste internationale forbrydelser, men som har fremstået ualmindeligt famlende i sin håndtering af anklagerne om interne grænseoverskridelser.

Flere iagttagere har således peget på, at der har manglet klare procedurer for, hvordan undersøgelsen af Khan skulle gribes an. Noget, som har resulteret i et omskifteligt forløb, siden anklagerne først blev luftet for domstolens interne vagthund i forsommeren 2024 og senere samme år kom til offentlighedens kendskab.

»Det har været utroligt kaotisk og præget af, at man har udviklet processen løbende og også ændret processen løbende,« siger Marc Schack, lektor med speciale i folkeret ved Københavns Universitet.

Med til historien hører, at straffedomstolen, der blev etableret i 2002, aldrig tidligere har stået med en intern sag af denne karakter: I det lys er det forventeligt, at der vil blive begået fejl, bemærker Kyra Wigard, adjunkt ved Utrecht Universitet og postdoc ved Københavns Universitet, som forsker i institutionen.

»På den anden side drejer det sig om Den Internationale Straffedomstol, og så har man ikke råd til at begå sådanne fejl. De vil påvirke din legitimitet og gøre dig sårbar,« siger hun.

Det gælder ikke mindst på et tidspunkt, hvor institutionen er under angreb fra verdens stærkeste magt, USA, der har indført heftige sanktioner mod en række ansatte, og som tidligere på måneden lovede at skille straffedomstolen ad, »mursten for mursten om nødvendigt«, som USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, så poetisk formulerede det.

Trump-administrationen hævder, at domstolen truer USA’s suverænitet, og efter dens udstedelse af arrestordrer på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og tidligere forsvarsminister, Yoav Gallant, i 2024 fik den amerikanske modstand et gevaldigt nøk opad.

I denne måned annoncerede Rubios ministerium også, at man overvejer en nærmere granskning af stater, der er afhængige af amerikansk støtte, men stadig ikke vil afvise straffedomstolens »falske autoritet«. Det lyder unægteligt som en venlig opfordring til, at allierede, der bakker op om straffedomstolen, begynder at komme på andre tanker.

Mens de interne rystelser foreløbig har efterladt retten uden en chefanklager, raser stormvejret altså stadig rundt om selve institutionen.

»Det her er helt utvivlsomt domstolens største krise. Jeg tror, vi alle sidder og kigger på, om den er i stand til at komme ud af det her,« siger Marc Schack, som påpeger, at »hvis amerikanerne gør alvor af deres trusler, så er de i stand til at underminere meget af domstolens arbejde.«

Alvorlige anklager

Netop fordi Khan-sagaen har udspillet sig, mens domstolen i Haag er under voldsomt politisk pres, har der også været teorier om, at lyssky motiver har formet forløbet.

For et par uger siden, inden chefanklageren blev afsat, advarede EU’s tidligere udenrigschef, Josep Borrell, for eksempel medlemslandene bag straffedomstolen mod at gå Trump og Netanyahus ærinde:

»De ser begge ’Khan-skandalen’ som den perfekte lejlighed til at neutralisere domstolen. De behøver ikke ødelægge den udefra, hvis dens egne medlemslande kan udhule den indefra«, skrev Borrell i netmediet Project Syndicate.

Mens nogle af chefanklagerens støtter har luftet spekulationer om, at en israelsk tilsværtningskampagne kunne ligge til grund for hele sagen, har interessenter med andre dagsordener åbenbart også forsøgt at gøre sig gældende: The Guardian berettede således i november, at kvinden, som har fremsat anklagerne mod Khan, havde været genstand for en privat efterretningsoperation anført af et firma i London, der skulle have handlet på vegne af Qatar. Et vigtigt mål »var at finde bevismateriale, der kunne bruges til at underminere hendes troværdighed«, skrev avisen. Qatar har efterfølgende fordømt fremsættelsen af »ubegrundede anklager« mod landet, der skulle være del af en »koordineret kampagne« fra aktører, der vil dække over deres egne handlinger.

Med andre ord har hele sagen fra begyndelsen været svær at adskille fra kampen om straffedomstolens fremtid, som givetvis udkæmpes med beskidte midler fra tid til anden, men hvor teorierne også nogle gange får frit løb blandt såvel venner som fjender af folkeretten. Lad os derfor prøve at zoome ind på de konkrete anklager mod Karim Khan og det, som kan siges med lidt større sikkerhed.

Her er det dog stadig nødvendigt med et forbehold: Fordi de undersøgelser og rapporter, der er lavet om anklagerne, ikke er blevet offentliggjort, har vi langtfra det fulde billede af forløbet, der ledte til Khans afsættelse. Men undervejs er der blevet lækket i stor stil til internationale medier, og tidligere på måneden valgte den kvinde, som anklager topjuristen for at have krænket hende, også at stille op til et interview med CNN’s stjernevært Christiane Amanpour.

Her fortæller advokaten Sarah – der arbejdede som Khans assistent og ikke optræder med efternavn – blandt andet, at han på et tidspunkt kom til hendes hotelværelse, at han ville tage en lur ved siden af hende, og at han tog på hende, mens hun lod, som om hun sov. Ved en anden lejlighed sagde hun til chefanklageren, »at hvis det her fortsatte, var jeg bange for, at jeg måske ville gøre noget ved mig selv«, siger Sarah, der i løbet af interviewet fremstår ganske påvirket. Hun anfører også, at det ulige magtforhold i sig selv betød, at deres relation ikke kunne være baseret på samtykke.

Ifølge CNN skulle det også fremgå af en fortrolig FN- undersøgelsesrapport, at Karim Khan i Sarahs udlægning udsatte

hende for ikkesamtykkebaseret »genital penetration«, som tv- stationen formulerer det i en opsummering. En anden kvinde,

som er anonym, men både har udtalt sig til FN-undersøgelsen og til CNN, har også beskyldt Khan for at have udsat hende for krænkelser – heriblandt andet befamling og uønskede kys – da hun i 2009 var praktikant hos den fremtrædende advokat.

Forvirrende nok har det undersøgelsesarbejde, som skulle kaste lys over, hvad der er foregået i sagen om Khan og hans assistent, ført til meget forskellige konklusioner (som vi vel at mærke kun kender til fra medier, der har fået adgang til lækkede dokumenter). For at forstå, hvordan det er muligt, bliver vi nødt til at kaste et blik på et lettere byzantinsk internationalt system, men hæng på:

I første omgang søgte ledelsesorganet bag straffedomstolen, det såkaldte bureau, hjælp hos Office of Internal Oversight Services, en intern tilsynsmyndighed i FN-systemet, som iværksatte en undersøgelse af anklagerne. Den fandt beviser på, at Khan havde haft »nonconsensual sexual contact« med sin assistent, som det hedder i FN-rapporten ifølge Associated Press (AP), der har dækket processen tæt og haft adgang til fortrolige dokumenter.

Men efterfølgende bad bureauet så et panel på tre dommere om at gennemgå denne undersøgelses resultater. Og de kom frem til, at den »ikke godtgør embedsmisbrug eller brud på pligter under de relevante juridiske rammer«, som det ifølge AP formuleres i dommernes vurdering. Sagen skulle ikke være blevet tilstrækkeligt belyst, og Khans skyld skulle ikke være bevist ud over enhver rimelig tvivl, hvilket var den bevisstandard, som de tre dommere gjorde brug af.

Det lignede altså en vigtig sejr for Karim Khan, som i maj 2025 havde taget orlov fra domstolen på grund af granskningen. Men dommernes indspark var kun rådgivende, så ledelsesorganet var ikke tvunget til at følge det. Det gjorde man da heller ikke: I juni blev Karim Khan suspenderet, bureauet annoncerede, at man havde nået sine egne konklusioner om chefanklagerens adfærd og nu ville sende sagen videre til medlemslandenes forsamling, så de kunne afgøre hans fremtid.

Bureauet udformede også en intern rapport, hvor man ifølge The New York Times blandt andet konkluderede, at Khan havde begået seksuelle krænkelser i sin relation til kvinden og senere havde forsøgt at tale hende fra at fremsætte anklager mod ham. Og i sidste ende besluttede medlemslandenes repræsentanter altså, at Karim Khan var færdig som chefanklager.

Politisk eller juridisk proces?

Kritikere af forløbet har fundet det problematisk, at bureauet ikke godtog de konklusioner, som panelet med tre dommere var nået frem til. Dermed blev Khan reelt fundet skyldig ved en politisk – og ikke en juridisk – proces, argumenterer Terje Einarsen, der er professor i jura ved Universitetet i Bergen og formand for den norske afdeling af ngo’en International Commission of Jurists. Det giver næring til mistanken om, at der har ligget tvivlsomme, politiske hensyn bag afsættelsen:

»Man kan få det indtryk, at nogle lande her har fundet en anledning til at skille sig af med en chefanklager, som man ikke helt havde kontrol med,« siger han.

Einarsen medgiver, at der ikke kan føres bevis for sådanne spekulationer:

»Men når man ikke følger dommerpanelet, giver det indtryk af, at der er andre motiver end selve skyldsspørgsmålet inde i billedet.«

Han frygter, at udfaldet kun vil intensivere det amerikanske pres på domstolen, som dermed går en endnu mere usikker fremtid i møde.

»Nogle lande har nok tænkt, at det ville hjælpe, hvis man fjernede Khan. Men jeg tror, at Trump-administrationen tværtimod får blod på tanden og konstaterer, at presset faktisk virker. Sådan kan de i hvert fald tolke det.«

Under alle omstændigheder vil det blive langt vanskeligere for den næste chefanklager at optræde sikkert og selvstændigt i en situation, hvor medlemslandene har afsat forgængeren, argumenterer Einarsen.

I den forstand er embedets uafhængighed blevet svækket:

»Sandsynligvis vil den kommende chefanklager være langt mere tilpasningsdygtig i betydningen modtagelig for politiske signaler,« siger han.

Domstol på skrump

Der er dog ikke nogen tvivl om, at medlemslandenes repræsentanter ifølge reglerne havde bemyndigelse til at afsætte Khan, påpeger Kyra Wigard.

Selv om han tog opsigtsvækkende skridt i sin tid som chefanklager, særligt i forhold til Netanyahu, men også ved at anmode om arrestordren mod Putin, mener hun heller ikke, at den linje alene kan tilskrives den britiske jurist og hans vilje til at gå op imod magtfulde politiske aktører. Både Gaza- og Ukrainekrigen har været »meget synlige konflikter, og faktisk har medlemsstater meget aktivt bedt chefanklagerens kontor om at se på dem«, siger Wigard.

Khans exit betyder som nævnt heller ikke, at rettens prøvelser er forbi.

Et af de store spørgsmål er, hvor bred opbakning den vil have i fremtiden. Mandag annoncerede det afrikanske land Tchad, at nationen vil trække sig fra domstolen, som den beskylder for selektiv retfærdighed og for at gå uforholdsmæssigt ivrigt efter afrikanske stater. Tre vestafrikanske lande, som alle ledes af militærjuntaer, meddelte sidste år, at de vil trække sig med en tilsvarende begrundelse.

I sidste uge erklærede Venezuela også, at man vil forlade straffedomstolen, hvilket måske ikke er så overraskende i lyset af Washingtons indflydelse på de kanter; USA’s udenrigsministerium hyldede ikke desto mindre Caracas’ bidrag til projektet med at få den »korrupte og værdiløse« domstol afviklet.

Jo flere medlemmer, der forlader institutionen, jo mere vil det gå ud over opfattelsen af domstolens legitimitet, konstaterer Kyra Wigard.

Det kan også få betydning for vigtigt efterforskningsarbejde, påpeger hun: Mange flygtninge fra den blodige konflikt i Sudan, som lige nu efterforskes af anklagerens kontor, opholder sig nemlig i Tchad, og landets varslede udtræden kan gøre det sværere at få adgang til vidner.

Dermed »vil det måske ikke være muligt at samle tilstrækkeligt med bevismateriale til at udstede arrestordrer og opbygge sager«, siger Wigard.

Den store risiko, hvis stadig flere lande melder sig ud, er ikke, at straffedomstolen kollapser, vurderer Marc Schack, men snarere, at institutionen ikke kan leve op til det, der er tanken bag den: At »den skal være det internationale samfunds domstol, ikke halvdelen af det internationale samfunds domstol,« som han formulerer det.

Den idé giver selvfølgelig kun mening, hvis man faktisk tror på det internationale samfund; som bekendt er det en forestilling, der for nuværende er under pres flere steder i verden, hvor magt vejer tungere end folkeret. Måske ikke en situation, en nok så dygtig chefanklager ved domstolen kan ændre på. Men det skader næppe, hvis den næste på posten besidder en »stærk moralsk karakter«.

 

USA eskalerer angrepet mot ICC

Klassekampen: Pernille Solheim – 20.08.2026

Internasjonale jurister ber Norge og andre ICC-land

stå opp for domstolen i møte med USAs nye sanksjoner.

Jussprofessor Terje Einarsen har ikke troa.

USAs utenriksminister Marco Rubio har lovet å demontere Den internasjonale straffedomstolen (ICC) «stein for stein». Denne uka innførte han nye, personlige sanksjoner – nå mot ICCs japanske president Tomoko Akane og senegalesiske Abdoulaye Seye, som har etterforsket israelske krigsforbrytelser.

De kommer i tillegg til de amerikanske sanksjonene som er innført mot en rekke andre ICC-ansatte siden i fjor.

Marco Rubio sier sanksjonene innføres som del av Trump- administrasjonens «urokkelige mål om å beskytte amerikanere

mot denne skinndomstolen».

Å bli sanksjonert og ført opp på samme liste som terrorister og narkobaroner, innebærer både innreiseforbud, fryste eiendeler i USA og betydelige restriksjoner på bruk av amerikanske selskaper og tjenester – inkludert betalingstjenester.

«Dette er en stor eskalering i USAs krig mot domstolen», skriver folkerettsjurist Sergey Vasiliev på X.

«USA forsøker å tvinge domstolen i kne.»

– På tide å handle Nå krever flere internasjonale jurister, deriblant menneskerettsadvokat Craig Mokhiber, at ICC-landene – stater som har ratifisert de såkalte Roma-vedtektene – tar domstolen i forsvar.

«Alle stater – med de 125 statspartene i ICC i spissen – og alle andre som verdsetter rettsstaten, har en plikt til å ta

konkrete skritt for å beskytte de som rammes av USA-Israel- aksen», skriver han på X.

Amnesty-juristen Ezequiel Jimenez mener medlemslandenes neste skritt vil vise hvorvidt de mener alvor med å beskytte ICC.

«Det er på tide å handle», skriver han på X.

– Lite sannsynlig Den norske jussprofessoren Terje Einarsen har imidlertid lave forventninger til medlemslandene.

– Det er lite sannsynlig at Norge og europeiske land nå vil gjøre noe særlig, sier han.

Landene har hatt muligheten flere ganger tidligere, påpeker han og viser til at ICCs sjefaktor Karim Khan – mannen bak arrestordrene på israelske ledere – i juli ble avsatt i en avstemning blant medlemslandene etter anklager om seksuelle overgrep mot en kvinnelig ansatt.

Norge og andre europeiske land kunne motsatt seg at Khans skyld skulle avgjøres politisk av ICC-landene, mener Einarsen. De kunne dessuten presset EU til å aktivere sin såkalte blokkeringsstatutt for å beskytte ICCs ansatte mot USAs sanksjoner.

– Det hadde vært et effektivt virkemiddel, men det har statene tydeligvis ikke gjort, og heller ikke Norge, sier han.

Latinamerikanere på laget Parallelt med sanksjonene presser USA nå ICC-land til å trekke seg fra domstolen. Venezuela, som styres av en USA-lojal regjering etter kidnappingen av president Nicolás Maduro, kunngjorde i sommer at landet trekker seg som ICC-medlem.

Nå melder flere medier at Colombia kan stå for tur. Der kom Israel-vennen Abelardo de la Espriella nylig til makta – en mann som selv er medlem av Det republikanske partiet i USA, og som bidro økonomisk til Donald Trumps valgkamp i 2024.

Verken USA eller Israel har selv ratifisert Roma-vedtektene. Nettopp derfor hevder begge land at de står utenfor ICCs jurisdiksjon.

ICC selv har konkludert annerledes: Domstolen har jurisdiksjon over forbrytelser begått på ICC-lands territorium, og den kan dermed etterforske og straffe amerikanere for forbrytelser begått i eksempelvis Afghanistan og israelere for forbrytelser begått i okkuperte palestinske områder.

Domstolens etterforskning av amerikanske soldaters mulige forbrytelser i Afghanistan ble lagt på is i 2021, og det pågår nå ingen etterforskning av amerikanere. Likevel beskriver Marco Rubio ICC som «en trussel» mot USAs «nasjonale suverenitet».

Uthuler domstolen

Terje Einarsen påpeker at det framover blir vanskelig å finne en ny sjefaktor «av riktig kaliber». Vedkommende vil ifølge ham stå overfor et valg mellom å frafalle tiltalepunktene mot Benjamin Netanyahu og Israels tidligere forsvarsminister Yoav Gallant, eller å bli gjenstand for sanksjoner og andre amerikansk-israelske pressmidler.

– Betyr alt dette at du tror domstolen ikke vil overleve?

– Jeg tror den vil overleve som en institusjon, men jeg tror den vil få færre medlemsstater, sier Einarsen.

Han påpeker at særlig afrikanske stater framover kan trekke seg og begrunne det med partiskhet: at domstolen kun retter seg mot ikke-vestlige individer som mangler USAs beskyttelse.

Vi spør om USA vil avslutte ICC-angrepet før arrestordren på Netanyahu enten avvikles eller tiltalepunktene frafalles.

– Nei, det er det ingenting som tyder på.