Norge snudde om Karim Khan
Klassekampen: 25.07.2026 – Pernille Solheim
Det er ikke bevisgrunnlag for å avskjedige
ICCs Karim Khan, ifølge en enstemmig
dommertrio. Norge konkluderte annerledes.
«Etter en grundig gjennomgang av bevisene som er lagt
fram for medlemslandene, vurderer Norge at vilkårene for
å avsette Khan er oppfylt.»
Det skrev statssekretær i Utenriksdepartementet Andreas
Motzfeldt Kravik til Klassekampen i går – bare timer før
medlemslandene skulle stemme over skjebnen til sjefaktor
Karim Khan i Den internasjonale straffedomstolen (ICC).
«Uegnet» som sjefaktor
Britiske Khan – som søkte om arrestordre på Benjamin
Netanyahu i 2024 – er anklaget for grove seksuelle krenkelser
mot en kvinnelig ansatt. Saken ble over flere måneder
etterforsket av FNs Office of Internal Oversight Services
(OIOS), som utarbeidet en rapport på oppdrag fra
ICCs styringskomité.
Et utnevnt dommerpanel fant at Khans skyld ikke var bevist
– basert på OIOS’ bevismateriale.
ICCs styringskomité besluttet så å overprøve dommernes
konklusjon og ta saken videre til medlemsavstemning.
Mange har siden vært kritiske til de prosedyremessige
uregelmessighetene i Khan-saken. Også Kravik selv sa i juni
til Klassekampen at det «bør være høy terskel for et politisk
organ å overprøve en enstemmig konklusjon».
Da hadde han imidlertid ikke sett bevisene. Det opplyser
han nå at han har – uten å bekrefte om det dreier seg om
OIOS’ konfidensielle rapport.
«Vi mener det er bevist utover rimelig tvil at hans handlinger
utgjør seksuell trakassering og maktmisbruk. Da er han
uegnet til å ha vervet som sjefanklager. Derfor vil Norge
stemme for å avsette ham», skrev Kravik.
Det samme gjorde land som Frankrike og Nederland –
ICCs vertsnasjon.
Palestinsk Khan-støtte
Selv fikk ikke Khan delta på det avgjørende møtet i New
York i natt – på grunn av amerikanske sanksjoner. Ti av
hans kolleger i ICC er ført opp på samme sanksjonsliste,
side om side med terrorister og narkobaroner.
UD understreker at Norge vil fortsette å stå opp for ICC og
forsvare domstolen «mot uakseptable angrep mot institusjonen
og dens ansatte fra blant annet Israel og USA».
Det fordi «verden, og ikke minst ofrene for folkemord,
krigsforbrytelser og forbrytelser mot menneskeheten, trenger
en internasjonal straffedomstol som fungerer».
Det utspillet får jussprofessor Terje Einarsen til å stusse.
Han påpeker at sudanske og palestinske organisasjoner har
advart om at mangel på rettssikkerhet og politisering i Khan-
saken svekker ICCs uavhengighet.
– Ofrene for de aller verste forbrytelsene, de som er mest
avhengige av en uavhengig påtalemyndighet, er veldig tydelige
på at denne prosessen har vært svært betenkelig. De er veldig
skeptiske til at politikerne har kjørt denne prosessen som
de har gjort, sier han.
I gårsdagens avis kritiserte Einarsen uregelmessighetene i
Khan-saken. Han advarte om at det hele vil svekke
offentlighetens tro på ICC som en uavhengig domstol, og
skremme den neste sjefaktoren fra å utfordre maktpolitiske
interesser i framtida.
Norge står likevel støtt i sin konklusjon, ifølge Kravik.
«Vi har gjort en grundig gjennomgang av det omfattende
bevismaterialet opp mot bevisterskelen», skriver han.
– Dreper ideen om en
uavhengig domstol
Klassekampen: 24.07.2026 Pernille Solheim
Norge og andre ICC-land skal i dag avgjøre sjefaktor
Karim Khans skjebne. Det kan bli nådestøtet for den
hardt prøvede domstolen, advarer Terje Einarsen.
KAN MISTE JOBBEN: Karim Khan ble valgt til sjefaktor i ICC i 2021, for en periode på ni
år. I kveld skal 125 medlemsland stemme over om han får beholde jobben eller ei.
I kveld møtes de 125 medlemslandene Den internasjonale
straffedomstolen (ICC) til et ekstraordinært møte i New York. Der
skal de stemme over om sjefaktor Karim Khan får beholde jobben
eller ei, etter anklager om grove seksuelle krenkelser mot en
kvinnelig kollega.
Jussprofessor og ICJ Norge-leder Terje Einarsen mener imidlertid
at dagens møte handler om mer enn Khans skjebne. Ifølge ham
kan det hele bli «den største institusjonelle og politiske skandalen i
de folkerettslige straffedomstolenes historie».
I et brev til ICCs medlemsland blant andre, skriver ICJ Norge at
Khan-saken er håndtert på en høyst problematisk måte. De peker
på et sviktende regelverk, manglende rettssikkerhetsgarantier for
sjefaktoren og endringer av regelverket underveis.
Men først og fremst problematiserer de at ICCs styringskomité
besluttet å overkjøre konklusjonen til et panel av tre
spesialutnevnte dommere, som enstemmig fant at det ikke forelå
bevis for at Khan er skyldig.
– Det er det som er det veldig betenkelige her: at diplomatene og
politikerne overprøver det, sier Einarsen på telefon til
Klassekampen.
Alvorlige anklager
Nyss om den interne varslingssaken begynte for alvor å lekke ut
høsten 2024 – kort tid etter at Khan søkte om arrestordre på
Benjamin Netanyahu og Israels tidligere forsvarsminister Yoav
Gallant. Amerikanske og israelske politikere har siden hevdet at
Khan søkte om arrestordrene for å avlede oppmerksomheten fra
anklagene han selv sto overfor.
Verken Israel eller USA er ICC-medlemmer, men har over tid lagt
hardt press på domstolen gjennom sanksjoner og spionasje.
Seinest i forrige uke kunngjorde USAs utenriksminister Marco
Rubio «en omfattende kampanje for å avvikle trusselen» som ICC
ifølge ham utgjør mot amerikansk suverenitet.
Et kontrollorgan i FN etterforsket over flere måneder anklagene
framlagt av Khans kvinnelige kollega. Hun fortalte historien sin til
CNN i forrige uke – i sitt første åpne intervju. Der beskrev hun
gjentatte tilfeller av trakassering og seksuelle overgrep som hun
hevder pågikk i et år etter at hun begynte å jobbe som Khans
assistent.
Kritisk til prosessen
Kvinnen avviste samtidig påstander om at hun jobber for Israel.
«Hvis det noen gang hadde vært den minste mistanke om at jeg
var en statlig agent av noe slag, ville jeg blitt avskjediget», sa hun
til CNN.
Khan har på sin side kategorisk benektet kvinnens anklager.
Advokatene hans har tidligere omtalt styringskomiteens
beslutning om å overkjøre dommerpanelets konklusjon som
«ulovlig, prosedyremessig urettferdig og uten bevis».
Vi spør Einarsen om hvorvidt kvinnens åpne vitnesbyrd har
påvirket ICJ Norges vurdering. Det avkrefter han.
– Det kommer ikke noe annet fram i intervjuet enn det som
allerede har vært lekket til media og vurdert av dommerpanelet,
sier Einarsen.
– Vi vil ikke si noe om realiteten, for det er antakelig bare de to
som vet hva som faktisk har skjedd. Det vi har villet uttale oss om,
er prosessen og rettssikkerhetsgarantiene og mangelen på sådan
som har vært i denne prosessen.
– Del av større offensiv
Det er flere som deler ICJ Norges bekymring. I et brev til
statspartene som Middle East Eye har sett, beskriver Ben Swanson
det hele som en sammensvergelse mot Khan.
«Det er tydelig at det forfølges en aktivistisk agenda for å fjerne
aktor fra stillingen for enhver pris», skriver Swanson, som er
tidligere assisterende generalsekretær i FN og nestleder for FNs
kontor for interne tilsynstjenester.
Også EUs tidligere utenrikssjef Josep Borrell kritiserer
styringskomiteen for å avgjøre Khans skjebne gjennom en
«politisk avstemning». Han hevder ifølge Middle East Eye at saken
mot Khan er «del av en større offensiv mot ICC».
«Trump-administrasjonen og Netanyahu ønsker det samme: å
sikre at ingen internasjonal domstol kan røre soldater,
grensevakter eller deres utvalgte allierte, uansett hvor alvorlige
anklagene om krigsforbrytelser og forbrytelser mot
menneskeheten er», skriver han ifølge avisa.
«De trenger ikke å ødelegge den utenfra hvis dens egne
medlemsland kan uthule den innenfra», fortsetter han.
Statssekretær i det norske Utenriksdepartementet Andreas
Motzfeldt Kravik har selv advart mot å overprøve konklusjonen til
dommerpanelet om at det ikke var grunnlag for å avskjedige Khan.
– Når man har et dommerpanel som har kommet til en enstemmig
konklusjon, bør det være høy terskel for et politisk organ å
overprøve konklusjonen, sa han til Klassekampen i juni.
Klassekampen har spurt UD hvordan Norge planlegger stemme i
kveldens møte, men har foreløpig ikke fått svar.
Frykter konsekvensene
Hva utfallet av dagens avstemning blir, er fortsatt uvisst. Terje
Einarsen ser imidlertid tegn til et felles europeisk standpunkt om
fjerning av Khan, som blant andre Nederland har sluttet seg til.
Jussprofessoren frykter at offentligheten vil sitte igjen med et
inntrykk av at avgjørelsen om å sparke Khan er av politisk art: at
ICC lar politikere gripe inn og fjerne en sjefaktor som
representerer et problem for stater som USA, Israel og Russland.
Ikke minst at det vil skremme den neste sjefaktoren og ICC som
helhet fra å utfordre maktpolitiske interesser i framtida.
– Det dreper jo egentlig hele ideen om en uavhengig domstol, sier
Einarsen.
Han understreker at statene som samles til møtet i dag, ikke er
objektive.
– De som skal avgjøre dette er jo regjeringene – representantene
for regjeringene – og de har mange forskjellige interesser, sier han.
Embedsmisbrug, sexkrænkelser og et
frontalangreb fra USA har kastet
straffedomstolen ud i dyb krise
Information: 30.07.2026 – Niklas Hessel
Chefanklageren for Den Internationale Straffedomstol, som blev beskyldt for seksuelle krænkelser,
er nu afsat efter en kaotisk undersøgelsesproces. Samtidig skruer USA op for forsøget på at
undergrave domstolen. Kan den overleve krisen?
En «stærk moralsk karakter».
Sådan lyder et af jobkravene, hvis man vil være chefanklager for
Den Internationale Straffedomstol (ICC). Og sådan én har den
seneste person på posten, 56-årige Karim Khan, åbenbart ikke
været i besiddelse af.
Det synes i hvert fald at være konklusionen, efter Khan i sidste
uge blev sat fra bestillingen af et flertal blandt domstolens
medlemslande, fordi han havde begået »alvorligt embedsmisbrug
og forbrudt sig alvorligt mod sine pligter«.
82 af de 125 medlemmer i beslutningsorganet bag domstolen
stemte således for at afskedige den britiske jurist, som er blevet
anklaget for seksuelt krænkende adfærd mod en ansat ved
straffedomstolen i Haag og hele tiden har erklæret sig uskyldig.
Men hvis afgørelsen ikke tegner et flatterende billede af Karim
Khans moralske habitus, har sagens forløb heller ikke gjort noget
godt for selve domstolen: En ret, der er skabt for at tage sig af de
alvorligste internationale forbrydelser, men som har fremstået
ualmindeligt famlende i sin håndtering af anklagerne om interne
grænseoverskridelser.
Flere iagttagere har således peget på, at der har manglet klare
procedurer for, hvordan undersøgelsen af Khan skulle gribes an.
Noget, som har resulteret i et omskifteligt forløb, siden
anklagerne først blev luftet for domstolens interne vagthund i
forsommeren 2024 og senere samme år kom til offentlighedens
kendskab.
»Det har været utroligt kaotisk og præget af, at man har udviklet
processen løbende og også ændret processen løbende,« siger
Marc Schack, lektor med speciale i folkeret ved Københavns
Universitet.
Med til historien hører, at straffedomstolen, der blev etableret i
2002, aldrig tidligere har stået med en intern sag af denne
karakter: I det lys er det forventeligt, at der vil blive begået fejl,
bemærker Kyra Wigard, adjunkt ved Utrecht Universitet og
postdoc ved Københavns Universitet, som forsker i institutionen.
»På den anden side drejer det sig om Den Internationale
Straffedomstol, og så har man ikke råd til at begå sådanne fejl. De
vil påvirke din legitimitet og gøre dig sårbar,« siger hun.
Det gælder ikke mindst på et tidspunkt, hvor institutionen er
under angreb fra verdens stærkeste magt, USA, der har indført
heftige sanktioner mod en række ansatte, og som tidligere på
måneden lovede at skille straffedomstolen ad, »mursten for
mursten om nødvendigt«, som USA’s udenrigsminister, Marco
Rubio, så poetisk formulerede det.
Trump-administrationen hævder, at domstolen truer USA’s
suverænitet, og efter dens udstedelse af arrestordrer på Israels
premierminister, Benjamin Netanyahu, og tidligere
forsvarsminister, Yoav Gallant, i 2024 fik den amerikanske
modstand et gevaldigt nøk opad.
I denne måned annoncerede Rubios ministerium også, at man
overvejer en nærmere granskning af stater, der er afhængige af
amerikansk støtte, men stadig ikke vil afvise straffedomstolens
»falske autoritet«. Det lyder unægteligt som en venlig opfordring
til, at allierede, der bakker op om straffedomstolen, begynder at
komme på andre tanker.
Mens de interne rystelser foreløbig har efterladt retten uden en
chefanklager, raser stormvejret altså stadig rundt om selve
institutionen.
»Det her er helt utvivlsomt domstolens største krise. Jeg tror, vi
alle sidder og kigger på, om den er i stand til at komme ud af det
her,« siger Marc Schack, som påpeger, at »hvis amerikanerne gør
alvor af deres trusler, så er de i stand til at underminere meget af
domstolens arbejde.«
Alvorlige anklager
Netop fordi Khan-sagaen har udspillet sig, mens domstolen i
Haag er under voldsomt politisk pres, har der også været teorier
om, at lyssky motiver har formet forløbet.
For et par uger siden, inden chefanklageren blev afsat, advarede
EU’s tidligere udenrigschef, Josep Borrell, for eksempel
medlemslandene bag straffedomstolen mod at gå Trump og
Netanyahus ærinde:
»De ser begge ’Khan-skandalen’ som den perfekte lejlighed til at
neutralisere domstolen. De behøver ikke ødelægge den udefra,
hvis dens egne medlemslande kan udhule den indefra«, skrev
Borrell i netmediet Project Syndicate.
Mens nogle af chefanklagerens støtter har luftet spekulationer
om, at en israelsk tilsværtningskampagne kunne ligge til grund
for hele sagen, har interessenter med andre dagsordener åbenbart
også forsøgt at gøre sig gældende: The Guardian berettede således
i november, at kvinden, som har fremsat anklagerne mod Khan,
havde været genstand for en privat efterretningsoperation anført
af et firma i London, der skulle have handlet på vegne af Qatar. Et
vigtigt mål »var at finde bevismateriale, der kunne bruges til at
underminere hendes troværdighed«, skrev avisen. Qatar har
efterfølgende fordømt fremsættelsen af »ubegrundede anklager«
mod landet, der skulle være del af en »koordineret kampagne« fra
aktører, der vil dække over deres egne handlinger.
Med andre ord har hele sagen fra begyndelsen været svær at
adskille fra kampen om straffedomstolens fremtid, som givetvis
udkæmpes med beskidte midler fra tid til anden, men hvor
teorierne også nogle gange får frit løb blandt såvel venner som
fjender af folkeretten. Lad os derfor prøve at zoome ind på de
konkrete anklager mod Karim Khan og det, som kan siges med
lidt større sikkerhed.
Her er det dog stadig nødvendigt med et forbehold: Fordi de
undersøgelser og rapporter, der er lavet om anklagerne, ikke er
blevet offentliggjort, har vi langtfra det fulde billede af forløbet,
der ledte til Khans afsættelse. Men undervejs er der blevet lækket
i stor stil til internationale medier, og tidligere på måneden valgte
den kvinde, som anklager topjuristen for at have krænket hende,
også at stille op til et interview med CNN’s stjernevært Christiane
Amanpour.
Her fortæller advokaten Sarah – der arbejdede som Khans
assistent og ikke optræder med efternavn – blandt andet, at han
på et tidspunkt kom til hendes hotelværelse, at han ville tage en
lur ved siden af hende, og at han tog på hende, mens hun lod,
som om hun sov. Ved en anden lejlighed sagde hun til
chefanklageren, »at hvis det her fortsatte, var jeg bange for, at jeg
måske ville gøre noget ved mig selv«, siger Sarah, der i løbet af
interviewet fremstår ganske påvirket. Hun anfører også, at det
ulige magtforhold i sig selv betød, at deres relation ikke kunne
være baseret på samtykke.
Ifølge CNN skulle det også fremgå af en fortrolig FN-
undersøgelsesrapport, at Karim Khan i Sarahs udlægning udsatte
hende for ikkesamtykkebaseret »genital penetration«, som tv-
stationen formulerer det i en opsummering. En anden kvinde,
som er anonym, men både har udtalt sig til FN-undersøgelsen og
til CNN, har også beskyldt Khan for at have udsat hende for
krænkelser – heriblandt andet befamling og uønskede kys – da
hun i 2009 var praktikant hos den fremtrædende advokat.
Forvirrende nok har det undersøgelsesarbejde, som skulle kaste
lys over, hvad der er foregået i sagen om Khan og hans assistent,
ført til meget forskellige konklusioner (som vi vel at mærke kun
kender til fra medier, der har fået adgang til lækkede
dokumenter). For at forstå, hvordan det er muligt, bliver vi nødt
til at kaste et blik på et lettere byzantinsk internationalt system,
men hæng på:
I første omgang søgte ledelsesorganet bag straffedomstolen, det
såkaldte bureau, hjælp hos Office of Internal Oversight Services,
en intern tilsynsmyndighed i FN-systemet, som iværksatte en
undersøgelse af anklagerne. Den fandt beviser på, at Khan havde
haft »nonconsensual sexual contact« med sin assistent, som det
hedder i FN-rapporten ifølge Associated Press (AP), der har
dækket processen tæt og haft adgang til fortrolige dokumenter.
Men efterfølgende bad bureauet så et panel på tre dommere om at
gennemgå denne undersøgelses resultater. Og de kom frem til, at
den »ikke godtgør embedsmisbrug eller brud på pligter under de
relevante juridiske rammer«, som det ifølge AP formuleres i
dommernes vurdering. Sagen skulle ikke være blevet
tilstrækkeligt belyst, og Khans skyld skulle ikke være bevist ud
over enhver rimelig tvivl, hvilket var den bevisstandard, som de
tre dommere gjorde brug af.
Det lignede altså en vigtig sejr for Karim Khan, som i maj 2025
havde taget orlov fra domstolen på grund af granskningen. Men
dommernes indspark var kun rådgivende, så ledelsesorganet var
ikke tvunget til at følge det. Det gjorde man da heller ikke: I juni
blev Karim Khan suspenderet, bureauet annoncerede, at man
havde nået sine egne konklusioner om chefanklagerens adfærd
og nu ville sende sagen videre til medlemslandenes forsamling,
så de kunne afgøre hans fremtid.
Bureauet udformede også en intern rapport, hvor man ifølge The
New York Times blandt andet konkluderede, at Khan havde
begået seksuelle krænkelser i sin relation til kvinden og senere
havde forsøgt at tale hende fra at fremsætte anklager mod ham.
Og i sidste ende besluttede medlemslandenes repræsentanter
altså, at Karim Khan var færdig som chefanklager.
Politisk eller juridisk proces?
Kritikere af forløbet har fundet det problematisk, at bureauet ikke
godtog de konklusioner, som panelet med tre dommere var nået
frem til. Dermed blev Khan reelt fundet skyldig ved en politisk –
og ikke en juridisk – proces, argumenterer Terje Einarsen, der er
professor i jura ved Universitetet i Bergen og formand for den
norske afdeling af ngo’en International Commission of Jurists.
Det giver næring til mistanken om, at der har ligget tvivlsomme,
politiske hensyn bag afsættelsen:
»Man kan få det indtryk, at nogle lande her har fundet en
anledning til at skille sig af med en chefanklager, som man ikke
helt havde kontrol med,« siger han.
Einarsen medgiver, at der ikke kan føres bevis for sådanne
spekulationer:
»Men når man ikke følger dommerpanelet, giver det indtryk af, at
der er andre motiver end selve skyldsspørgsmålet inde i
billedet.«
Han frygter, at udfaldet kun vil intensivere det amerikanske pres
på domstolen, som dermed går en endnu mere usikker fremtid i
møde.
»Nogle lande har nok tænkt, at det ville hjælpe, hvis man fjernede
Khan. Men jeg tror, at Trump-administrationen tværtimod får
blod på tanden og konstaterer, at presset faktisk virker. Sådan kan
de i hvert fald tolke det.«
Under alle omstændigheder vil det blive langt vanskeligere for
den næste chefanklager at optræde sikkert og selvstændigt i en
situation, hvor medlemslandene har afsat forgængeren,
argumenterer Einarsen.
I den forstand er embedets uafhængighed blevet svækket:
»Sandsynligvis vil den kommende chefanklager være langt mere
tilpasningsdygtig i betydningen modtagelig for politiske
signaler,« siger han.
Domstol på skrump
Der er dog ikke nogen tvivl om, at medlemslandenes
repræsentanter ifølge reglerne havde bemyndigelse til at afsætte
Khan, påpeger Kyra Wigard.
Selv om han tog opsigtsvækkende skridt i sin tid som
chefanklager, særligt i forhold til Netanyahu, men også ved at
anmode om arrestordren mod Putin, mener hun heller ikke, at
den linje alene kan tilskrives den britiske jurist og hans vilje til at
gå op imod magtfulde politiske aktører. Både Gaza- og
Ukrainekrigen har været »meget synlige konflikter, og faktisk har
medlemsstater meget aktivt bedt chefanklagerens kontor om at
se på dem«, siger Wigard.
Khans exit betyder som nævnt heller ikke, at rettens prøvelser er forbi.
Et af de store spørgsmål er, hvor bred opbakning den vil have i
fremtiden. Mandag annoncerede det afrikanske land Tchad, at
nationen vil trække sig fra domstolen, som den beskylder for
selektiv retfærdighed og for at gå uforholdsmæssigt ivrigt efter
afrikanske stater. Tre vestafrikanske lande, som alle ledes af
militærjuntaer, meddelte sidste år, at de vil trække sig med en
tilsvarende begrundelse.
I sidste uge erklærede Venezuela også, at man vil forlade
straffedomstolen, hvilket måske ikke er så overraskende i lyset af
Washingtons indflydelse på de kanter; USA’s
udenrigsministerium hyldede ikke desto mindre Caracas’ bidrag
til projektet med at få den »korrupte og værdiløse« domstol
afviklet.
Jo flere medlemmer, der forlader institutionen, jo mere vil det gå
ud over opfattelsen af domstolens legitimitet, konstaterer Kyra
Wigard.
Det kan også få betydning for vigtigt efterforskningsarbejde,
påpeger hun: Mange flygtninge fra den blodige konflikt i Sudan,
som lige nu efterforskes af anklagerens kontor, opholder sig
nemlig i Tchad, og landets varslede udtræden kan gøre det
sværere at få adgang til vidner.
Dermed »vil det måske ikke være muligt at samle tilstrækkeligt
med bevismateriale til at udstede arrestordrer og opbygge sager«,
siger Wigard.
Den store risiko, hvis stadig flere lande melder sig ud, er ikke, at
straffedomstolen kollapser, vurderer Marc Schack, men snarere,
at institutionen ikke kan leve op til det, der er tanken bag den: At
»den skal være det internationale samfunds domstol, ikke
halvdelen af det internationale samfunds domstol,« som han
formulerer det.
Den idé giver selvfølgelig kun mening, hvis man faktisk tror på
det internationale samfund; som bekendt er det en forestilling,
der for nuværende er under pres flere steder i verden, hvor magt
vejer tungere end folkeret. Måske ikke en situation, en nok så
dygtig chefanklager ved domstolen kan ændre på. Men det skader
næppe, hvis den næste på posten besidder en »stærk moralsk
karakter«.
USA eskalerer angrepet mot ICC
Klassekampen: Pernille Solheim – 20.08.2026
Internasjonale jurister ber Norge og andre ICC-land
stå opp for domstolen i møte med USAs nye sanksjoner.
Jussprofessor Terje Einarsen har ikke troa.
USAs utenriksminister Marco Rubio har lovet å demontere Den
internasjonale straffedomstolen (ICC) «stein for stein». Denne
uka innførte han nye, personlige sanksjoner – nå mot ICCs
japanske president Tomoko Akane og senegalesiske Abdoulaye
Seye, som har etterforsket israelske krigsforbrytelser.
De kommer i tillegg til de amerikanske sanksjonene som
er innført mot en rekke andre ICC-ansatte siden i fjor.
Marco Rubio sier sanksjonene innføres som del av Trump-
administrasjonens «urokkelige mål om å beskytte amerikanere
mot denne skinndomstolen».
Å bli sanksjonert og ført opp på samme liste som terrorister og
narkobaroner, innebærer både innreiseforbud, fryste eiendeler
i USA og betydelige restriksjoner på bruk av amerikanske
selskaper og tjenester – inkludert betalingstjenester.
«Dette er en stor eskalering i USAs krig mot domstolen»,
skriver folkerettsjurist Sergey Vasiliev på X.
«USA forsøker å tvinge domstolen i kne.»
– På tide å handle
Nå krever flere internasjonale jurister, deriblant
menneskerettsadvokat Craig Mokhiber, at ICC-landene
– stater som har ratifisert de såkalte Roma-vedtektene –
tar domstolen i forsvar.
«Alle stater – med de 125 statspartene i ICC i spissen – og
alle andre som verdsetter rettsstaten, har en plikt til å ta
konkrete skritt for å beskytte de som rammes av USA-Israel-
aksen», skriver han på X.
Amnesty-juristen Ezequiel Jimenez mener medlemslandenes
neste skritt vil vise hvorvidt de mener alvor med å
beskytte ICC.
«Det er på tide å handle», skriver han på X.
– Lite sannsynlig
Den norske jussprofessoren Terje Einarsen har imidlertid
lave forventninger til medlemslandene.
– Det er lite sannsynlig at Norge og europeiske land nå vil
gjøre noe særlig, sier han.
Landene har hatt muligheten flere ganger tidligere, påpeker
han og viser til at ICCs sjefaktor Karim Khan – mannen
bak arrestordrene på israelske ledere – i juli ble avsatt i en
avstemning blant medlemslandene etter anklager om seksuelle
overgrep mot en kvinnelig ansatt.
Norge og andre europeiske land kunne motsatt seg at Khans
skyld skulle avgjøres politisk av ICC-landene, mener Einarsen.
De kunne dessuten presset EU til å aktivere sin såkalte
blokkeringsstatutt for å beskytte ICCs ansatte mot
USAs sanksjoner.
– Det hadde vært et effektivt virkemiddel, men det har statene
tydeligvis ikke gjort, og heller ikke Norge, sier han.
Latinamerikanere på laget
Parallelt med sanksjonene presser USA nå ICC-land til å trekke
seg fra domstolen. Venezuela, som styres av en USA-lojal
regjering etter kidnappingen av president Nicolás Maduro,
kunngjorde i sommer at landet trekker seg som ICC-medlem.
Nå melder flere medier at Colombia kan stå for tur. Der kom
Israel-vennen Abelardo de la Espriella nylig til makta – en
mann som selv er medlem av Det republikanske partiet i USA,
og som bidro økonomisk til Donald Trumps valgkamp i 2024.
Verken USA eller Israel har selv ratifisert Roma-vedtektene.
Nettopp derfor hevder begge land at de står utenfor
ICCs jurisdiksjon.
ICC selv har konkludert annerledes: Domstolen har
jurisdiksjon over forbrytelser begått på ICC-lands territorium,
og den kan dermed etterforske og straffe amerikanere for
forbrytelser begått i eksempelvis Afghanistan og israelere
for forbrytelser begått i okkuperte palestinske områder.
Domstolens etterforskning av amerikanske soldaters mulige
forbrytelser i Afghanistan ble lagt på is i 2021, og det pågår nå
ingen etterforskning av amerikanere. Likevel beskriver Marco
Rubio ICC som «en trussel» mot USAs «nasjonale suverenitet».
Uthuler domstolen
Terje Einarsen påpeker at det framover blir vanskelig å finne
en ny sjefaktor «av riktig kaliber». Vedkommende vil ifølge
ham stå overfor et valg mellom å frafalle tiltalepunktene mot
Benjamin Netanyahu og Israels tidligere forsvarsminister
Yoav Gallant, eller å bli gjenstand for sanksjoner og andre
amerikansk-israelske pressmidler.
– Betyr alt dette at du tror domstolen ikke vil overleve?
– Jeg tror den vil overleve som en institusjon, men jeg tror
den vil få færre medlemsstater, sier Einarsen.
Han påpeker at særlig afrikanske stater framover kan trekke
seg og begrunne det med partiskhet: at domstolen kun retter
seg mot ikke-vestlige individer som mangler USAs beskyttelse.
Vi spør om USA vil avslutte ICC-angrepet før arrestordren
på Netanyahu enten avvikles eller tiltalepunktene frafalles.
– Nei, det er det ingenting som tyder på.